Uventet besøg – Besøg fra Rødovre – Saxo forfatterskole opgave 4

Fortælle-teltet
En historie har 4 grundelementer. Vi kalder dem for de 4 teltpløkke.

– Person: Hvem handler historien om?
– Situation: Hvad foregår der?
– Miljø: Hvor foregår det?
– Følelse: Hvorfor er det vigtigt?

Disse 4 elementer bliver som regel præsenteret tidligt i en historie. Nogle forfattere lægger mere vægt på det ene frem for det andet, men hvis en af pløkkene mangler, kan det være svært for læseren at følge med. Det er lige som et telt – hvis den ene pløk mangler, begynder teltet at blafre. Hvis du har problemer med din historie, er det en god idé at tjekke, om du har alle grundelementerne på plads. Mangler f.eks. følelsen?

Opgave
Skriv starten på en historie med titlen: UVENTET BESØG.
I kan vælge, som nogen allerede gør, at sætte jeres navn efter titlen, eller I kan opfatte Uventet besøg som en arbejdstitel og finde på jeres egen i stedet.
Brug alle 4 teltpløkke, men læg særlig vægt på én af dem.

Skrivetid: Ca. 15 minutter.

UVENTET BESØG – Besøg fra Rødovre

”For fanden da også… Skaaaaat?!?! Du kommer altså til at undvære mig i klubben i aften.” kom det pludselig ude fra toilettet.
”Hvorfor nu det?” får jeg nærmest opgivende sagt mens jeg folder avisen sammen og lægger den på glasbordet foran mig.
”Der er besøg fra Rødovre, så vi må udskyde det. Medmindre du kan nøjes med at have Marianne med?”
Jeg havde godt nok svært ved at skjule min begejstring i stemmen, men fik svagt fremstammet, at det er jo ikke ville være helt det samme uden hende. Jeg delte normalt alt med min kone, men lige præcis det med lysten til at have Marianne for mig selv i klubben, det har jeg ikke følt hun havde behov for at vide.
”Jeg ved godt du havde glædet dig til at have os begge med i aften, og godt nok er jeg frisk på det meste, men lige på det punkt, der får du altså ikke overtalt mig.”
Jeg rejste mig og gik ud for at kysse Lise farvel og fik samtidig hentet kameraet i soveværelset.
”Smutter nu så. Vil ikke ende med at støde ind i hendes mand der hjemme.” sagde jeg halvt ude af døren.
”Fornuftigt. God fornøjelse skat, og husk at tage billeder undervejs.”
”Will do…”
Jeg vidste godt at Marianne ikke var et af guds bedste børn, og hun havde det med at overskride mine grænser, men hun indeholdte alt det som Lise endnu ikke havde vist mig, så det var med en sær blanding af forventningen om smerte, ubehag, glæde og opstemthed jeg smækkede den tunge egetræsdør bag mig og gik ned af indkørslen, ned mod Volvoen.

Categories: Små historier | Tags: , , , | Leave a comment

Blafferen – Saxo forfatterskole opgave 3

Starter
Det gælder om at få læseren med fra start, gøre ham/hende nysgerrig.

Kast en ‘krog’ ud, som læseren kan bide på. Start teksten, der hvor det brænder på for hovedpersonen. Undgå en masse indledende snak. Hvis der sker noget vigtigt under en familiemiddag, så lad være med at starte morgenen inden, men gå lige på.

Opgave
Skriv en spændende start med titlen BLAFFEREN.
Husk at starte der, hvor det brænder på for hovedpersonen.

Skrivetid: Ca. 15 min.

Længde: Max. 200 ord.

BLAFFEREN

Jeg gøs. Var lige ved at slippe blære- og tarmindhold, da jeg mærkede pistolen klikke mod mit skridt. Blafferen grinte, da hun så, hvordan jeg på et splitsekund skiftede fra normal sommerkulør til ligbleg.

”Nu gør du som jeg siger. IKKE mere fis, capiche? Næste gang klikker den IKKE!” snerrede hun. Denne gang var jeg ikke et øjeblik i tvivl om hendes hensigter, så jeg måtte hellere føje hende.

”La Vecchia Signora, Grønnegade 12, og lad det gå lidt hurtigt! Et fejltrin mere og du kan skrabe dine kønsdele af sædet!!!”

Alvoren i hendes stemme var ikke til at tage fejl af selvom hendes udseende bestemt ikke passede til den opførsel. Hun opførte sig som en italiensk wannabe-gangster med PMS, mens hendes udseende sagde: ”sexet, ufarlig, italiensk rigmandsdatter”. Hendes udseende var også det, der gjorde, at jeg samlede hende op i første omgang. På trods af min normalt sunde skepsis over for blaffere, så havde jeg gjort en undtagelse. At hun så viste sig at være en weirdo af rang, det tydeliggjorde jo blot mine manglende evner til at tænke, når jeg så et par lange, smukke ben.

Categories: Små historier | Tags: , , , | Leave a comment

Farvel morfar – Saxo forfatterskole opgave 2

Sanser
I denne opgave arbejder vi med show, don’t tell (vis i stedet for at postulere), som vi uddyber i lektion 9.

Vi oplever verden gennem vores sanser. Derfor er det godt at tale til læserens sanser, når du skriver. Det gør din historie mere levende. Vi har 5 sanser: Lugte-, høre-, smage-, syns- og følesans + den 6.: intuitionen.

Opgave
Skriv en varm tekst. Uden at bruge ordet varm eller synonymer.
Anbring din hovedperson et varmt sted. Teksten skal være fysisk varm, ikke hjertevarm.

Skrivetid: Ca. 10 minutter

Farvel morfar

På trods af Simon spiste sin vaffel is så hurtigt han kunne, så kunne han på ingen måde forhindre den i at smelte og langsomt løbe ned over hans hånd og arm og blande sig med sveddråberne, som piblede frem overalt på hans krop.
Strålingen fra kighullet i krematorieovnens låge bølgede ud mod ham og det fik ham til, nærmest ufrivilligt, at træde et skridt tilbage. Han stod længe og kiggede ind i det flammende røde skær for at se om han kunne skimte morfar inde i helvedes forgård, eller i det mindste det der var tilbage af ham efter en halv time i ovnen. Men lige meget hvor meget han anstrengte sig, så kunne han ikke se andet end flammerne der slikkede op af det tykke glas og høre deres buldren. Indtrykkene og den halvt sødlige halvt ristede lugt i lokalet overvældede ham og han glemte helt at spise isen, som nu var smeltet helt og reduceret til en smattet vaffel i hans hånd. Han stod fuldstændig som forstenet da hans mor kom løbende ind til ham og pludselig rev ham ud af den trancelignende tilstand og trak ham med ud. Da de var nået et stykke væk fra ovnen, så vendte Hannah og Simon sig om og hun gav Simons fedtede barnehånd et klem alt i mens hun fik fremstammet et grådkvalt “Farvel far…”.

Categories: Små historier | Tags: , , , , , | Leave a comment

Tåen – Saxo forfatterskole opgave 1

Kom i gang
Et blankt ‘papir’ kan være skræmmende. Hvad skal jeg skrive? Hvor skal jeg begynde? Emneord sætter rammer for teksten og sparker fantasien i gang.

Godt råd: Skriv løs og tænk bagefter. Brug den kreative del af hjernen, når du skriver, og den rationelle, når du læser igennem og omskriver.

Opgave
Skriv en lille historie inspireret af følgende emneord:
Skov, gul, nøgle, råbende, negl, stank, hjertebanken, kuffert.

Brug minimum 6 af de 8 emneord.

Rækkefølgen bestemmer du selv, og du kan bøje ordene, som du vil. Eks. råbende må godt blive til råbe, stank til stinkende osv.

Skrivetid: cirka 15 minutter.

Tåen

”Er du klar?” spurgte lægen. Mufufu nikkede, men han kunne godt selv mærke han ikke var en skid klar. Hjertet var ved at banke ud af kroppen på ham og lige nu ønskede han bare for alt i verden, at lægen ville skynde sig at få revet den af i en hulens fart. Han var overbevist om at lægen rent faktisk kunne høre hans hjertebanken og han kunne mærke koldsveden lige så stille begynde at komme frem på panden. Lægen kiggede op på Mufufu og så rev han til.

”FOR IND I HELE HULE HELVEDE DET GJORDE ONDT DET DER” råbte Mufufu af sine lungers fulde kraft. I et ryk havde lægen nu revet neglen af, og sad triumferende og kiggede på den. ”Det var da ikke så slemt, vel?” spurgte lægen. Mufufu var lige nu rød i hovedet af raseri over at lægen, efter hans mening, ikke havde advaret ham inden han rev til, men den røde farve blev hurtigt erstattet af en meget hvid kulør da den kvalmende stank af den gule betændelse og råddenskab bredte sig. ”Du kan tage en papbakke på bordet der hvis du skal kaste op” sagde lægen henkastet alt i mens han tog en lille kuffert ned fra en hylde bag ham og stadig sad med tangen med neglen dinglende ude for enden. Kufferten blev sat på bordet og han begyndte at fumle efter en nøgle i en af skufferne. I det samme han fik fat på nøglen, så tabte han neglen ud af tangens klør og med et splat ramte neglen bordet. Det var trods alt mere end Mufufu kunne klare og han greb hurtigt en papbakke og ørlede det bedste han havde lært. Lægen grinte blot mens han fik låst kufferten op og smed neglen ned i blandt en masse andre der allerede lå i kufferten. Stanken i konsultationen blev nu ganske uudholdelig så Mufufu smed papbakken på bordet, så opkastet virvlede ud over det hele. Han skyndte sig at gribe sine sko på gulvet og løbe alt hvad tøj og blodig tå kunne holde. Han forbandende sin dårlige tå langt væk mens han humpede så hurtige han kunne ned af stien, ned igennem skoven og ned mod bopladsen.

Categories: Små historier | Tags: , , | Leave a comment