Konflikt
Der findes tre vigtige grundregler i plotbaserede historier:
Konflikt, konflikt og atter konflikt.

Skrivetid: Ca. 20 min.

Medicinmanden Samanya

“Du kan godt få den kuffert ud!”
“Jeg gider IKKE have den her inde, den stinker jo som ind i helvede.”

Samanya kiggede lettere irriteret på sin kone, som stod ved hyttens primitive brænde komfur og og febrilsk prøvede at stoppe en rå kylling ned i en al for lille gryde.

“Det siger jeg dig, du kommer til at sove ude sammen med grisene hvis du tager den med ind igen!”
“STILLE KVINDE! JEG er herre i huset her, så jeg gør hvad der passer MIG!” vrissede Samanya mens han smed kufferten på køkkenbordet og sin hat på jorden.
Bolanile greb kødøksen fra køkkenbordet og hamrede den ned i bordpladen, tæt på kufferten, samtidig med hun udstødte et skrig som var en kriger værdigt.
Samanya trak hurtigt kufferten til sig, slog en hånlig latter op og gik ind i stuen. Han satte sig ved stuebordet og åbnede kufferten en lille smule for at stanken ikke skulle blive for overvældende.
Han rodede lidt i blinde, men greb til sidst om den første og bedste negl han fandt og tog den ud og smed den foran sig.
Han betragtede den med et manisk blik i sine øjne mens han kiggede på den lille seddel der sad bundet fast til neglen.
Han rakte ned under bænken, og trak endnu en kuffert ud. Han åbnede den og ledte efter den tot hår som passede til navnet på sedlen fra neglen.
“Hæ hæ hæ, jeg vidste jeg havde hans hår også.” mumlede han for sig selv.
Op af lommen hev han sit gamle lommetørklæde, pakkede neglen og håret ind i det og sluttede af med at binde et snøre rundt om så det lignede en lille sæk alt i mens han udtalte en besværgelse.
Bolanile stak hovedet ind i stuen for at se hvad han havde gang i, men da hun så ham sidde der med den lille sæk og den klamme lugt ramte hendes næsebor, så forsvandt hun hurtigt ud i køkkenet igen.
“Du ved godt jeg ikke vil have du tager arbejde med hjem.” lød det ude fra køkkenet, og Samanya kom helt ud af den trance han havde bragt sig selv i.
“Hold nu kæft kvinde… Mufufu’s far vil have ham straffet og jeg har først fået den sidste brik i sidste uge, og hører du MIG brokke mig når du slæber døde dyr med ind i huset og ordner dem? Nej vel?. Så jeg blander mig ikke i dit arbejde, og du blander dig ikke i mit. Forstået?!?!”
Samanya hørte døren smække ude i køkkenet.
“Ha!” sagde han stille for si selv, der fik jeg vist sat hende på plads.
Han tog den lille sæk fra bordet og rejste sig for at gå ud i køkkenet og finde en gaffel frem.
“Nu skal den lille lømmel få.” sagde han mens han jog gaflen ned i sækken igen og igen.

I den anden ende af landsbyen sad Mufufu ganske pænt ved spisebordet og spiste da det pludselig begyndte at bløde inde under hans t-shirt. Flere og flere steder begyndte blodet at pible frem alt i mens hans far begyndte at sidde grine på den ondeste måde Mufufu længe havde hørt
“Så kan du måske lære at holde dig fra gederne en anden gang.”
Mufufu skreg af smerte og smed alt hvad han havde i hænderne og løb skrigende væk fra bordet og ud af hytten. Han vidste ikke hvor han skulle løbe hen, men væk det skulle han i hvert fald.