Knallerttur til Skive

Det var en usædvanlig varm og lummer sommernat. De eneste der var vågne på nuværende tidspunkt var Camilla, jeg og de hundredevis af store dyr der konstant smaskede mod mit ansigt alt i mens jeg pressede Puch’en op på 80 ned af 551’eren mod Skive.
Camilla og jeg havde siddet nede ved Lyby strand og drukket med vennerne og pettet siden fyraften og den eneste grund til vi nu var hoppet på min gamle trofaste Puch Flagskib var, at vi var løbet tør for snaps og citronvand og vi vidste at der i Skive Havn var en døgnåben kiosk. Set i bakspejlet kan jeg godt se det ikke var verdens bedste ide, men i flyversjussernes tåge var vi overbeviste om at det da var en smal sag køre til Skive i vores tilstand.

”Stopper du ikke lige? Jeg skal altså herre ørle…” skreg Camilla pludselig fra bagsædet.
”Slap nu af, vi er der jo om 10 km. Du må sgu holde dig” fik jeg råbt.
Men det kunne hun tilsyneladende ikke. Jeg havde kun lige fået sagt det da jeg mærkede en varm og klisteret fornemmelse ned af min ryg.
”Fuck hvor er du klam altså…”
Jeg smed knallerten ind til siden. Eller, smed og smed, jeg slingrede først lidt over i den anden vognbane for dernæst at foretage et skarpt sving ned mod grøften. Og nej, jeg nåede ikke at stoppe, så hurtigere end man kan sige Ib, lå vi nu og rodede i grøften.
Camilla bandede og svovlede og kaldte mig alt muligt. Men det tog jeg ingen notits af. Jeg var mere optaget af at få skrabet al det klamme opkast af min lædervest og min elskede Puch. Heldigvis havde vi intet spist siden frokost så der var ikke så mange klumper i, men klamt var det nu alligevel.
”For helvede da også. Kunne hun ikke have ørlet ud til siden altså” mumlede jeg for mig selv. Men jeg mumlede åbenbart højt, for i samme sekund fik jeg et fur af rang. Er sikker på hun gik efter at ramme mig i ansigtet men hendes halvhjertede forsøg på at slå mig ned endte med en fesen lammer.

”Hvad fanden laver du?!? Skøre kælling…”

”Du kan sgu da bare se hvor du kører dit kæmpe fjols…”

”Hold nu kæft! Hvem var det måske LIGE der startede med at kamp-ørle mig ned af nakken?!?”

”Argh, fuck dig mand. Du ville jo ikke en skid stoppe.”

”Du er fandme op af bakke mand…” mumlede jeg mens jeg hurtigt rejste mig op for bedre at kunne få overblik over skaderne på min skat.
Det var så aftenens dårlige ide nummer to. Man skal åbenbart ikke rejse sig op så hurtigt når man er kamp-stiv og lige har stået på hovedet ud over styret med 80 km. i timen.
Mærkelige lys, sære nisser, et desorienteret murmeldyr og George fra Anna og Lotte begyndte at danse foran mine øjne og slam!!! så lå jeg der igen. George stod og pegede fingre af mig. Nissen tissede op af min Puch og i det fjerne kunne jeg høre Camilla skrald grine og så blev alt sort.

”Lad være med at prikke til bumsen med din pind skat” hørte jeg pludselig en kvinde sige og mærkede samtidig en stikkende smerte i ryggen.
Jeg forsøgte at slå øjnene op, men det var som om nogen havde hældt en blanding af grus og opkast i dem, så det var ikke lige helt så nemt.
Løftede mit hoved lidt og kiggede mig omkring.
Nåede lige at få et glimt af en mor der trak sin søn væk fra mig.
Kunne ikke helt bevæge mig, men fandt hurtigt ud af at nogen havde lagt mig i aflåst sideleje. Da mine lemmer endelig begyndte at lystre min hjerne fik jeg langsomt sat mig op.
Min Puch var væk, og det var Camilla også.
Min læder vest lå et stykke fra mig og lignede noget en maler havde haft på. Fuld af skjolder og gullige plamager.
Mit hoved dunkede.
Min arm gjorde ondt.
Min tunge føltes som et fremmed legme i min mund og jeg stank af bræk, motorolie og urin.
Jeg kiggede på mit ur og så at klokken var lidt i fire om eftermiddagen.
”Fuck en koger” tænkte jeg, mens jeg rejste mig op og begyndte at gå ind mod Skive.
Var sikker på jeg aldrig kom til at se mere til min elskede.

Eller til Camilla for den sags skyld…