Så gik den ikke længere… Top Toy, som jeg har arbejdet for de sidste fire år, gik kort efter jul konkurs. Der har været skrevet meget i medierne, og det har vrimlet med såkaldte eksperter, der alle har haft en god ide om, hvorfor det gik galt og hvordan de havde kunne redde firmaet. Men ingen af dem var dog ansat hos Top Toy, så de kunne ikke rigtig hjælpe.
Hvad den egentlige årsag har været skal jeg ikke gøre mig klog på, jeg ved blot, at en masse mennesker pludselig stod uden job og vi skulle alle til at undvære en del af ens reserve familie / ohana i mangel af bedre udtryk. Ja, det er i manges øjne “kun” kolleger, men det er folk man har været igennem rigtige mange ting, både hårde men også sjove ting igennem de sidste fire år for mit vedkommende, men for andre, igennem de sidste 20-30 år. Sammenholdet var noget af det første jeg lod mærke til da jeg startede der, og det sammenhold kommer nok altid til at være der i en vis udstrækning. Allerede her under selve konkursen så man hvor meget folk hjalp hinanden til at komme videre med nyt job, og man / jeg fandt pludselig ud af, hvor meget man / jeg egentlig kommer til at savne dagligdagen med alle dem jeg havde kontakt med til dagligt. Men jeg er sikker på, at jeg nok stadig skal komme til at se indtil flere af dem i fremtiden. Enten til “familie” sammenkomster eller andre steder i joblivet.
Nu skal den sidste tid bruges på noget jeg aldrig har været med til før, nedlukningen af en stor virksomhed. Det er spøjst, sørgmodigt og i det hele taget mærkeligt at tage på arbejde hver dag lige indtil jeg bliver fritstillet og kan starte på næste kapitel, hos Matas A/S. Og lur mig om der ikke bliver lettere fugtige øjne den sidste dag jeg forlader stedet Top Toy, også selvom jeg ser meget frem til at komme i gang med at yde en kanon service hos Matas A/S.
Tak for turen Top Toy, og tak til alle tidligere ansatte, der hver og en har sat sine spor hos mig.
